Når foråret nærmer sig, og altansæsonen starter, gør pelargonier et stort comeback. Uanset om de er friske fra havecentret eller hentet fra deres vinterophold, er det nu tid til at se nærmere på, hvordan man passer dem korrekt. Selvom pelargonier ofte kun holdes som sæsonplanter, er de faktisk helårs og kan nemt overvintre. Begge muligheder har deres fordele. Hvis man forstår planternes behov for vanding, gødning og beskæring, kan man sikre, at de vokser sundt og blomstrer så længe som muligt. Eksperterne hos Pelargonium for Europe (PfE) fortæller her, hvordan man passer pelargonier året rundt, fra marts til februar.
Marts: Frisk op og nyd de første blomster indendørs
Når dagene bliver mærkbart længere i marts, er det ideelt at tage de overvintrede pelargonier ind og plante dem i frisk jord. Beskæring af skuddene sikrer en fyldig vækst. Herefter trives de på en plads i et drivhus, på en veranda eller i en vindueskarm. De første gødningsomgange stimulerer væksten og ved temperaturer omkring 18–20°C, vil de første nye skud snart dukke op. Ønsker man blomster med det samme, kan man på dette tidspunkt finde de første kongelige pelargonier i blomst i specialbutikker. Disse sorter er oprindeligt avlet som stueplanter og de har pragtfulde blomster, som bringer farve og et strejf af forår ind i lyse rum.
April: Nu er det næsten tid til det store øjeblik!
Mange pelargonier er allerede tilgængelige i butikkerne. Men vær forsigtig: April er stadig for tidligt til at plante dem udendørs, da der kan komme sene frostperioder helt indtil midten af maj. For at være på den sikre side, er det bedst at vente lidt længere med at købe. Hvis tålmodigheden dog ikke rækker, kan planterne sættes på en solrig, beskyttet plads indendørs, fx i et drivhus, orangeri eller i en vindueskarm. På varme dage kan pelargonierne stilles ud i et par timer ad gangen, så de gradvist vænner sig til sol og vind. Om natten bør de dog stadig holdes indendørs. Ved at starte tidligt kan man begynde sæsonen med stærke, blomstrende planter.

Maj: Sæsonstart
Efter midten af maj er risikoen for frost ovre, og pelargonier kan endelig plantes udendørs. Specialbutikker tilbyder det største udvalg i maj. Køber man store, veludviklede planter, kan man nyde blomstringen tidligere. Pelargonier i kasser, krukker, hængekurve og bede udvikler hurtigt deres fulde kraft på en solrig til halvskygget plads. Da de vokser hurtigt og kræver mere plads end mange andre altanplanter, bør krukker være mindst 18 cm dybe. Der bør også være lidt ekstra plads mellem naboplanterne – omkring 20 cm.
Ved plantning er det vigtigt at bruge altanjord af høj kvalitet, som holder på vandet og har en gennemtrængelig struktur. Et drænlag af lecakugler eller grus samt drænhuller i krukken forhindrer desuden vandstagnation. For-gødet jord giver planterne nok næring de første par uger. Derefter skal der tilsættes mere gødning. Langsomt frigivende gødning er en praktisk løsning, hvis man ønsker at reducere arbejdsindsatsen senere på sæsonen.
Juni til midten af september: Perfekt pasning gennem hele sommeren
Pelargonier er smukkest i sommermånederne. Takket være deres fyldige blade og stængler kan disse nemme blomsterplanter lagre rigeligt med vand, hvilket gør dem i stand til uden problemer at overleve korte tørkeperioder. Alligevel har de brug for regelmæssig vanding for at sikre stærk vækst og rigelig blomstring. På særlig varme og solrige dage kan det være nødvendigt at vande om morgenen og aftenen. Mærk selv efter om de trænger til vand: Hvis jorden føles varm og tør ned til 2–3 cm, er det tid til at finde vandkanden frem. Vigtigt: Overskydende vand skal kunne dræne, så der ikke opstår vandstagnation. Ved længerevarende regnperioder bør yderkrukker og underfade fjernes, og hvis muligt, flyttes pelargonierne i læ.

Næring spiller også en vigtig rolle i sommermånederne, da pelargonier er meget krævende planter. Selv ved plantning med for-gødet jord eller langsomt frigivende gødning vil næringen normalt være brugt op midt på sommeren. Pelargonierne har nu brug for frisk tilførsel. Ved at tilføre almindelig flydende gødning til blomstrende planter ugentligt eller hver anden uge, efter anvisning, vil de fortsætte med at blomstre rigeligt og se flotte ud.
Regelmæssig beskæring, dvs. fjernelse af døde eller visne dele, understøtter også blomsterdannelsen og holder planterne sunde. Ønsker du at dyrke nye pelargonier til næste år, kan du tage stiklinger fra slutningen af juli og dyrke dem separat.
Midten af september til den første frost: Pelargonier som efterårsdekorationer
Med god pleje vil pelargonier blomstre langt ind i efteråret. Efter de varme sommermåneder trives de ofte igen i køligere temperaturer – helt frem til den første frost. Da det nu er køligere, har planterne brug for betydeligt mindre vand. Gødning er heller ikke længere nødvendig fra slutningen af september: Dagene bliver kortere, nætterne køligere, og væksten går langsommere. Den næring, der stadig findes i jorden, er nu tilstrækkelig til at føre dem gennem de sidste par uger af sæsonen.

Fra den første frost til februar: Hvileperiode i vinterhalvåret
Når nattemperaturerne konsekvent falder under 5°C, er det tid til at forberede pelargonierne på vinterophold. Hvis du ønsker at overvintre dem, beskæres planterne til ca. 10–15 cm, og alle blade og blomsterhoveder fjernes – det sparer plads og gør opbevaringen lettere. Et lyst, køligt rum med temperaturer mellem 5 og 10°C er ideelt.
Hvileperioden begynder i vintermånederne: Pelargonier stopper væksten og kræver derfor minimal pleje. Hold blot jorden let fugtig ind imellem. Gødning er ikke nødvendig i denne periode.
Dansk
Dansk
Deutsch
English
Español
Français
Hrvatski
Italiano
Magyar
Nederlands
Norsk
Polski
Română
Slovenský
Slovenščina
Suomalainen
Svenska
Česky
Ελληνική
Български
